tirsdag den 17. januar 2012

Tapet - Bisous

Glæder mig...skal nemlig i gang med at opsætte tapet i et hyggeligt værelse her i vores gamle gård...Jeg VED det bliver fint. Tapet er det nemmeste ansigtsløft man kan give et rum. ALTID fantastisk effekt. Vi har valgt at sætte 3 forskellige nuancer op af det samme mønster...


Tapetet er fra Bisous kollektionen, som er helt fantastisk. Det har været svært at vælge....


lørdag den 14. januar 2012

Gammelt papir med gotisk skrift

Jeg bliver helt blød i knæene når jeg finder gamle bøger. Slidte, med gulnede blade og flossede kanter. Læderindbundne, med sirlig skrift på ryggen og slidte hjørner. ELSKER dem! Men jeg har for mange - det kan man faktisk godt få :-) Så derfor har jeg i nogle år tilladt mig, lige så stille, at bruge siderne i nogle af bøgerne til alle mulige sjove projekter. Ungerne dekorerede fx. tændstiksæsker mv. da der var juleklip på skolen. Jeg fik kvalme af at tænke på at skulle bruge 5 timer på at lave guirlander og hjerter af glanspapir i håbløse farver - så derfor tog jeg materialer med til  at dekorere tændstiksæsker i stedet. STOR succes. Og jeg savner ikke Tordenskjold overhovedet, når jeg lader tændstikkerne ligge fremme...

tirsdag den 10. januar 2012

HOLD da op!


2011 var det travleste år nogensinde, og selvom min webshop ikke plejer at have nogen mærkbar julesæson, så var december 2011 HELT vild. Vi nåede ikke det hele, heller ikke konfekten, som vi så til gengæld hyggede os med at lave i juleferien. Slet ikke så ringe, faktisk, når nu man ikke KAN nå det hele. Jeg nåede heller ikke at blogge så meget som jeg havde tænkt mig. Det er der ikke noget at gøre ved - det kan ikke nytte at piske sig selv på ryggen med 7 skorpioner over alt det man IKKE når. Så jeg flytter fokus, og konstaterer at jeg er ganske tilfreds. Rigtig tilfreds, faktisk. Omsætningsrekord midt under en finanskrise - det er vist slet ikke så ringe endda....
2012 er et nyt rent stykke papir, som kun venter på at blive skrevet på. Det glæder jeg mig til. Lige nu er det morgen. Solen er ved at stå op, og farver himlen orange bag sorte grene, et øjeblik. Omlidt kommer lyset, og energien. Det bliver en god dag. Og det bliver et godt år.
Rigtig godt nytår til alle.
Kh Katinka

PS: Se lige kortet her. Vi synes jo det er en hyggelig gammel bil. Men i 1908 hvor kortet vist er fra, var den fancy og NY!...sjovt.